Loreleyblick - Taxajørgen

Gå til indhold

Camping Loreleyblick

St. Goar , Rheinland Pfalz.

Telefon 06741-2066  Fax : 06741-7233

www.camping-loreleyblick.de

Vi har besøgt pladsen gennem flere år, og hver gang vi kommer, så er der sket noget nyt. Da vi for mange år siden kom første gang, da var toilet og badeforhold noget man ikke behøvede at skrive hjem om. En del af de gamle toiletter kan stadig ses (okt. 2007) men de bruges kun i ringe omfang. De rengøres dog dagligt. Der var på pladsen, fordi den er meget lang, vel nok omkring 1 kilometer, opstillet tre containere med bad og toilet. Disse kunne benyttes, og man følte faktisk ikke der manglede noget.  MEN MEN.
Kig lige på billedet af den nye hovedbygning. Du kan ikke se det, men nogen af de fineste baderum og toiletter i hele Tyskland, de er her. Hele stueetagen, eller kælderen om du vil, er færdig. Flotte flotte flisebadeværelser, med rigeligt af brusekabiner og velholdte toiletter. Virkelig kræs.
Langs pladsen er containerne pillet ned, og i stedet er opført 6 - 8 små huse. De fleste med bad og toilet, som kan bruges under ganske private former, da der er indvendig lås på hoveddøren, altså både egnet til enkelt eller familiebad. Ikke særligt store, men meget flot indrettet med gulvvarme.

Både hovedbygningen og de små huse vedligeholdes og rengøres dagligt.

Pladsen ligger lige ned til Rhinen, og overfor har man Loreley-klippen. Det er en oplevelse at sidde her og se skibene sejle forbi. Der kommer mange passagerskibe, og efter en uge, så kan man Loreley-visen udenad. Den spilles på alle passagerskibe hver gang de passerer.
Det er en plads med en del støj. Der passerer 100- 200 skibe dagligt, og lige bagved landevejen, som pladsen ligger op til, har man en jernbane. Her kører dog flest persontog. På den anden side af floden, har man igen en jernbane, og her kører temmelig mange godstog. De er lange og støjer. Som du kan se, er det ikke en plads man kører til, hvis man er til " skovens dybe stille ro". Vi kommer til gengæld med stor glæde, igen og igen. Man vænner sig til støjen, og om natten er der som regel temmelig roligt, så søvnen bliver ikke forstyrret.
Man skal dog lige være klar over, at der lige ud for pladsen ligger 2 fiskerbåde. De støjer til gengæld hver nat, når der fanges ål. Læg dig 5-6 vogne væk hvis du vil have nattero.
Fra St. Goar, kan man også tage en heldagstur med KD skibene til Rüdesheim. Byen med Drosselgasse. Den skal bare opleves. Man sejler fra St. Goar 10.20 og er i Rüdesheim 13.15.. Her har man så 3 timer, inden turen går hjemad 16.15. Man er hjemme ca. 18.00 ( turen hjem går med strømmen )  I Rüdesheim kan man tage en svævebane op til et stort mindesmærke på toppen af skrænten. Turen tager ca 25 min. og man svæver stille hen over vinmarkerne. Denne tur kan kombineres, men så skal man stige af i Asmanshaussen, og herfra tage en svævebane op, og så den anden ned til Rüdesheim.

Af ture man kan køre herfra skal nævnes turen over højsletten til Cochem. Dejlig by ved Mosel-floden. Ca 60 km.
Stor og god indkøbsby på samme højslette, Simmern. Ca 24 km
Koblenz. Storby men værd at gæste. Her finder man bl.a Deutsche Eck. Et stort monument, lige der hvor Rhinen og Mosel løber sammen.

Tilbage til indhold