Rejseberetning 05

24-06-2005 og 25-06-2005

25-06-05 07.00 Så startes der på turen til Nordkap. Vi er af sted i to biler med to campingvogne, En LMC og en KABE. Det er sommer, og vi er kommet tidligt op. Færgen afgår fra Helsingør kl. 08.00, og vi vil gerne nå længst muligt på rejsens første dag. Målet for første opholdssted er Luleå i NordSverige, og ca 1.500 km fra hvor vi er nu, nemlig Skibstrup Camping i Aalsgårde.
Et par flotte vogntog er linet op og klar til afgang. Ferien har nu ventet på os længe nok.Der køres til HH-Line i Helsingør, hvor passagen efter opnået rabat gennem DCU er absolut billigst. Efter en lille sejltur på 20 minutter, kører man i land i Hälsingborg. Herfra sættes kursen mod Stockholm, hvorefter der ligger 550 km. vej forude. På et tidspunkt drejede vi af, for at finde et hyggeligt sted at spise frokost. Dette blev ved et af sluseanlæggene der forbinder de store søer. der blev holdt en pause på en god timestid, og benene blev strakt med en god gåtur, hen for at se sluserne og en lystsejler der gik igennem. Efter denne lille gåtur, så gik det atter nordpå, nu skulle der tages et ordentligt "nap". Vi fortsatte og kun stop når der skulle tankes. Ved 19 tiden var vi på højde med Gävle, hvor vi drejede fra for at finde noget natlogi i nærheden af kysten. Vi havnede på Älvkarlebyns camping. En rar plads ude ved et tilsyneladende godt fiskevand. Der var i hvert fald mange lystfiskere til stede. Vi ankom desværre så sent, så mad det var noget man havde spist. Værtinden var dog i det gode lune. Der blev serveret gode øl, og bestemt også nogle gode sandvich'er.

Da måltidet var indtaget, så skulle vi da ud at se på området. Vi var allerede så langt mod nord, at det var lyst hele døgnet, men, men, solen gik endnu ned i et par timer. Vi gik en dejlig tur rundt på pladsen, og blev enige om, at den bestemt kunne tåle genbesøg. Herefter til ro, og lade op til næste etape. Dagen i dag blev der kørt 750 km, og sejlet med færge, så man gik hurtigt ud som et lys.

Så blev det dag 2. Nu skulle næste etape bare overstås, så vi kunne få et par fridage med ren afslapning. der er jo hele 3 uger at tage af, så mon ikke vi når det. Op gennem Sverige møder man megen skov, så næsten hele denne rejsedag havde man på fornemmelsen, at man hele tiden kørte på skovtur. Brede rabatter, dyrehegn og så ellers træer. Enkelte steder kunne man dog opleve noget fantastisk flot natur. Et af de steder var da vi passerede Europabron, en imponerende bro over en af elvene. Man kører højt oppe, og når man er kommet over, ligger der på den nordlige side, et stort og meget flot parkeringsanlæg. Denne plads er ideel til en længere pause. Fine toiletforhold, restaurant, kiosk og ikke mindst til børn, en stor legeplads. Det er lige stedet, hvis benene trænger til lidt aktivitet. Der er muligheder nok, også hvis man er til vild natur. Efter en velfortjent frokost, så bare ind i bilerne, og videre nordpå. Luleå var målet. Vi nåede frem her ved 19 tiden, og checkede ind på Arcus camping.(Har skiftet ejer og navn, og hedder nu Firstcamp-Luleå) Ikke noget der tog lang tid, vi havde jo besøgt pladsen før, så også stedet vi skulle holde, var udsøgt. Hurtig parkering, støttebenene ned, låget af dagens første øl, og alt var som det skulle være.

Nu skulle næste dags udflugter planlægges, for her i Luleå er der en flot havnefront, med en lækker lystbådehavn, og en flot udsigt ud over havet. Turen ind skal om alt går vel, og tingene stadig eksisterer, foregå med "vandtaxi". Lille speedbåd, indrettet til ca. 10 passagerer, og med afgang direkte fra pladsens bådebro. En billig rejsemåde til byen, men samtidig også en spændende måde at komme frem på. Vi havde steder der gerne skulle ses, og ting der gerne skulle prøves, så dagene her, de var rimeligt nemme at planlægge.

Efter nogle timer, og en lang gåtur, så blev det tid til nattesøvnen. Nu var det med at få rullet ned, for dagslys hele døgnet, det skal man lige vænne sig til. Vi var trods alt nu kommet næsten 1550 km. mod nord, siden vi i går morges, kørte fra Danmark.

26-06-2005 og 27-06-2005

Så er det godmorgen. Dagen begynder flot. Vi har været heldige med vejret indtil nu, så mon det skal fortsætte ?. Vejr eller ikke vejr. Vi skal på tur. Vi har konstateret, at den "berømte" vandtaxi stadig fungerer, så denne styres der efter. 20 svenske kroner pr næse, hver vej. Det kan ikke siges at være for dyrt, turen er ganske hyggelig, og der sejles med speedbådsfart, så der bruges helt sikkert også en del brændstof. Ca. 15 minutter tager det at komme over, så står man midt i Luleå. Lidt til venstre, over bakken, og ned på den anden side, så er man igennem byen på den led, og er havnet nede ved lystbådehavnen. Her ligger en dejlig restaurant, og man kan for rimelige penge spise frokost eller aftensmad her. Vi prøvede frokosten, ganske udmærket, og med en øl til, ja så gled alt ned, til mavens store fornøjelse. Vi sad med udsigt til 3 store isbrydere, rigtig store isbrydere. De lå bare og ventede på det skulle blive oktober, så de kunne komme i drift igen. Issæsonen heroppe er lang, og næsten stensikker. Flere af de beboede øer, kalkulerer ligefrem med denne is, da de ellers ikke kan få f.eks. byggematerialer over. Det kan man i istiden, for så kan der køres med lastbil direkte til øerne. Dette er selvfølgelig ikke noget man tænker på som turist i Juni, men det var oplysninger vi fandt i noget materiale der lå i havnens restaurant.

Vi fortsatte så turen og styrede mod byen. Ikke sådan at det er en stor by, men på de kanter er det en storby, hvis du forstår. Der er dejligt langs med havnen, og man føler virkelig man er kommet til et område med rigtig god plads. Der er jo for øvrigt også vand rundt om os på næsten alle sider, og noget af byen ligger jo på forskellige øer. Det er bare ikke noget man tænker på, når man går rundt og leger turist. Vi kom op til byens gågade, som indeholdt en hel del spændende forretninger. Vi skulle ikke købe noget specielt, men man er vel en god "oser". Vi faldt dog over en ganske hyggelig ting, lige ved siden af gågaden. En ægte Irsk pub. Udstyret med store fladskærme, der kørte sportsbegivenheder non stop. Masser af spændende udsmykning, og ikke mindst, ægte irsk Murphy fadøl. Disse blev indtaget på en udendørs terrasse, vejret var jo stadig super. Vi daskede så igen rundt i byen, her var temmelig godt med liv, så det var særdeles hyggeligt. Men ak, alting får en ende, og det gjorde vores besøg også, vi skulle jo passe tiden med vores "taxi", da vi ikke havde særligt meget lyst til at vandre hjem, eller sætte os ind i bustider o.l.

Vel ankommet til campingpladsen, blev det vedtaget at finde et sted at handle, så denne gang blev bilen startet, og turen gik rundt i området. Vi fandt ret hurtigt en kæmpe COOP butik, og den var virkelig velassorteret. Så det der med at tage alting med fra Danmark, det er, når det gælder Sverige, absolut ikke nødvendigt. Man kan stort set købe alt hvad man har brug for, i de normale butikker. Dog med undtagelse af øl og spiritus. Tyndt øl ( 3,5 % fås dog) men alt andet, så er det "Bolaget". Her har man til gengæld alt, og som en dansk revykunstner engang sagde, alt findes til forhøjede priser. Sverige er et EU land, så tag hellere egne forsyninger med fra Danmark. Det lønner sig.

Vi blev færdige med vort indkøb, og tog derefter på en lille rundtur i området. Dejlig natur, frisk klima, rent luft, hvad mere kan man ønske sig.

Aftenen blev fordrevet på pladsen.

28-06-2005 - 29-06-2005



Så er det tid til afrejse mod Finland. Byen Rovianemi er målet. Vi skal dog lige en tur forbi det museum, som ligger lige uden for campingpladsen. Her har man på en stor plads, med almindelig offentlig adgang, samlet flere rigtig gamle "dampheste" og lidt yngre dieseltog. Alle har tilsyneladende været aktive i mange på på minedriftens jernbaner. Meget hyggeligt at gå og kigge på, men de fleste vil nok kalde det for noget gammelt skrammel. Der ses ikke nogen vedligeholdelse eller brug. En gammel station er flyttet til området, så hvis ellers det blev sat i stand, kunne det rigtig blive et besøg værd. Efter at have vandret rundt en halv times tid, ja så var der ikke nogen vej udenom. Finland kalder. Vi havde dog kun ca 255 km. foran os, før vi kunne være fremme på Ounaskouiski camping Rovianemi. Vi ankom her tidligt på dagen, så der var god tid til at slappe af, før vi skulle en tur over til byen. Over er det rigtige ord, idet vi boede på den en side af elven, og hovedbyen lå på den anden. Vi fik gået en dejlig tur over til byen, men umiddelbart fandt vi den ikke særlig spændende. Vi kan have ledt de forkerte steder, eller været her på et forkert tidspunkt, for ifølge det meget fine materiale vi havde fået tilsendt fra turistkontoret, ja så skulle der have været meget mere gang i den. Vi fandt dog et sted at spise, og maden var udmærket og til rimelige priser. Det var en Kineser restaurant, og den var såmænd ikke meget forskellig fra andre kinesiske restauranter man møder i den store verden. Høflig og god betjening, og veltillavet mad. Vi fortsatte vores tur rundt i området, som ofte, til fods. Det giver jo også nogle stræknings-begrænsninger, og det kan jo være det der er årsag til at vi ikke lige finder "stederne". Da vi kom hjem til campingpladsen, så stod solen stadig på himlen, og det blev den for resten ved med, de næste fjorten døgn. Rovianemi er nemlig byen der i Finland, markerer, at nu er vi i arktisk område, med andre ord, vi passerer polarcirklen. Dette er dog noget vi først vil gøre færdigt i morgen, da der her i byen ligger et stort "Polarcenter", som næsten er et "must" når nu cirklen skal passeres med maner. Vi satte os udenfor vognene med et spil kort, og en lille en. Samtidig med spillet, så skulle man jo lige følge med i omgivelserne, og stor var overraskelsen, da der lige pludselig kom det jeg vil betegne som et sommerhus, flydende ude på elven. Man kunne fra land godt se der var flere mennesker "om bord", men alligevel, dette havde vi ikke set før. Det var ikke sådan lige at nå at finde kikkerten frem, men et billede kunne det da blive til. Efter ca. 1 time, så kom huset tilbage, op mod strømmen, så nu blev vi nødt til at betragte det som en båd, og med kikkerten for øje, ja så kunne vi også se, det var en flydende sauna. Folk farede rundt uden tøj, og med en øl i hånden. Det så godt nok hyggeligt ud. Vi fandt dog aldrig ud af, hvor de kom fra, så det med at prøve en tur, det måtte vi droppe.

Efter en god nats søvn, så skulle vi nu finde polarcentret. Vi tog bilen, for nu vidste vi godt, at udflugten kunne blive noget længere. Da vi havde kørt lidt rundt på landkortet, så lykkedes det faktisk at finde stedet. Da vi parkerede, måtte vi godt nok grave ned i tasken, for at kigge en ekstra gang på kalenderen. Alle steder omkring os, tilkendegav store skilte, at nu befandt vi os der hvor julemanden havde hjemme, og han holdt aldeles ikke ferie. Meget drejede sig om jul, og lidt drejede sig om polarcirklen. Der skal godt nok kræfter til at danse om juletræet 29 juni. Vi skulle nu alt andet lige, trods alt se det hele, så vi dragede ind i "løvens hule", eller skulle man måske hellere sige "julemandens hule". Vi dykkede ned i en underjordisk bunker, der godt nok så temmelig nybygget ud, med store tunge, mindst 40 cm. tykke døre, lang lige nedadskrånende rampe, og lige indenfor dørene, tilsyneladende et rum beregnet til bad. Nogen undren, men vi kunne på dette tidspunkt ikke lige se hvad det var, men hva' julemanden boede her. Der var alfedans på scenen, julekort og juleklip for børn og voksne, der var alfeskole og dybfrossen "isbar". Jo her var det sandelig jul. Vi syntes måske lige det var for meget, så efter et stykke tid, måtte vi ud igen, for at lede efter polarcirklen. På vejen ud, faldt vi over en forklaring på denne mærkværdige hule. Det viste sig at være en atomsikker bunker, opført af kommunen, og lejet ud til "Santa Claus City" for en periode på ikke mindre end 50 år.

Vi gik over til polarcentret, hvor der selvfølgelig også var en hel del jul, men trods alt også en mulighed for at konstatere, at nu var vi altså på polarcirklen. En lille sjov ting er, at selv om den her er markeret, så ligger den her kun 1 år. Jeg tror dog ikke man flytter hverken center eller andet, men ifølge de oplysninger man kan læse, så flytter polarcirklen sig ca. 25 meter om året. Ikke en stor afstand, men dog målbar indenfor en overskuelig tid. Nu havde vi jo ikke hverken sekstant, solhøjdetabeller, eller andet stof med, så vi bestemte os for, at der hvor man havde markeret skellet til polarområdet, der måtte det befinde sig. Når man er der på besøg om sommeren, så bliver det ikke mørkt nok til at man tænder lyskæden der løber hen over hele centret, parallelt med linien, men hvad, vi fik da oplevelsen af at stå med et ben på hver side, og lege med tanken om, at herfra og op til Nordkap, så er det altså polarområde. Efter rundgangen på centret, så blev der kørt tur i området, og bl.a. var vi en tur ude ved lufthavnen, hvor der blev startet og landet med jagerfly.

I øvrigt en stille og rolig dag. Nu skulle vi jo varme op til det sidste stræk, som starter i morgen.

30-06-2005

Så er det blevet tid til at rejse videre. Vi afregner med campingpladsen, og drager mod Nord. Ifølge skiltet på polarcentret, så har vi 680 km. foran os. Vi regner med at tilbagelægge turen med en overnatning, men har ikke planlagt om det skal være i Finland eller Norge. Dagen, vejret og myggene bestemmer. Når jeg først her nævner myggene, så er det fordi vi indtil nu ikke har mødt nogen af slagsen. Det blev der rådet bod på denne dag. De kostede os faktisk en mindre formue, og et lille afbræk i det gode feriehumør. Det kræver lidt forklaring. Kommer her.

Vi havde vel kørt 400 km. da vi bestemte os for, at nu kunne vi lige så godt overnatte, så vi fik lidt ud af dag og aften. Så snart vi kom ud af bilerne, så blev disse planer ændret. Vi var nok stødt på en af myggenes "bopladser", for flere hundrede af slagsen kom med det samme, og deres måde at hilse på, den brød vi os ikke om. Ergo blev det bestemt, at vi ville fortsætte op imod kysten. Der var trods alt en lang kyststrækning at følge, før vi skulle under tunnellen til øen hvor Nordkap befinder sig. En fortsættelse indebar altså også en grænsepassage, og vel at mærke en grænse der bragte os ud af EU. En ting der ikke havde strejfet vores tanker, da vi ikke smuglede eller medbragte mere end til eget forbrug, hvilket vi mente man gerne måtte. Desværre stod "det sorte gæng" på grænseovergangen, så alt blev endevendt. 48 øl og 6 flasker rødvin blev konfiskeret, og man forlangte derforuden "gebyr" for indsatsen, 1800 NKK. Se dette var aldrig sket, hvis ikke der havde været myg.

Vi bestemte os dog for, at disse nidkære embedsmænd, ikke skulle have lov at ødelægge vores ferie, men samtaleemne flere gange, det blev de trods alt. Vi fik så i stedet lejlighed til at konstatere, at Rema 1000, som jo oprindelig er norsk, virkelig prøvede at gøre som lovet, nemlig at presse priserne. Der blev solgt grøn Tuborg til bare 10 NKK. En uhørt lav pris i Norge. Jeg har nu hvor dette skrives, faktisk læst en artikel, hvor en politiker i fuldt alvor forlanger regler indført, så dette lavpris-vanvid ikke kan fortsætte. Konklusionen på det hele må blive, at vi fremover holder kortere ferie i Norge, og mere af ferien i Sverige. Norge er godt nok et særdeles dyrt land at gæste. Dagligvarer helt heroppe mod nord, er mindst 30% dyrere end i Danmark, og udbuddet, ja det ligner en dansk provinskøbmands for 20 år siden. Vi håber på Rema 1000, de arbejder i hvert fald den rigtige vej. Nu kan det selvfølgelig være næsten totalt ligegyldigt, hvad mad koster, vi skal jo kun være her ca. 14 dage, og kan frit fange fisk, så alt andet lige, så går det nok alligevel.

Dagen sluttede på Russenes camping. Herfra er der bare 129 km. til "verdens ende". Der er kun en vej op, så her kommer vi tilbage til, selv om vi har tænkt os at tage ned gennem Norge, med en aflægger til Vesterålen og Lofoten. Dette er det eneste stræk, hvor vi på hele turen, var nødt til at komme 2 gange. Vi havde hjemmefra planlagt, med erfaring fra sidste år, at der ikke skulle køres udflugter på Nordkalotten, uden at tage campingvognene med. Det viste sig at være en god disposition, den gav mulighed for at se mere, samtidig med, at alle returkørsler blev omsat til afslapningstid. Russenes, ja det må siges at være ude på landet. 1 kiosk 1 tankstation, 1 campingplads, og måske 5-10 huse, så er hele byen nævnt. Vi skal dog ikke klage, vi kunne få det vi manglede, og som sædvanlig, en storslået natur lige uden for døren. Det blev lidt koldt til aften, 7-8 grader, så den blev tilbragt indendørs, med tidlig afgang til den vandrette lænestol. Denne tidlige søvn, ja den gjorde sine underværker. Man vågnede før en hvis herre overhovedet havde tænkt på at tage sko på. Det gav en herlig morgenstund, hvor man i ca 12 graders varme og solskin, kunne sidde udenfor og nyde naturen. Underligt nok, så virker en temperatur på 12 grader, som en rimelig god varmegrad. Det må være den meget tørre luft. Vi kunne med temperaturer på ikke over 18-19 grader, gå i skjorteærmer stort set hele ferien. Den skønne morgen, gav anledning til at følge et mågepar, der på taget af pladsens servicebygning, havde haft rede, og fået unger. Nu var det så lige dagen, hvor ungerne skulle "flytte" hjemmefra, så de skulle have flyveundervisning. Et herligt skue. De kom på vingerne, men det holdt hårdt.

Da vi havde betragtet mågerne længe nok, og indtaget vores morgenmad, så var der ikke flere gøremål før start, så nu skulle de sidste 129 km køres. Det er trods alt lidt underligt, nu at være bare 129 km fra det nordligste punkt i Europa, der næsten landfast kan befærdes med bil. Næsten, fordi det før blev nødvendigt med en færgetur, der nu er erstattet af en tunnel. Verdens nordligste vejtunnel under havet, og Europas længste.

01-07-2005 /- 03-07-2005


Vi sneg os stille og roligt mod nord. Der var jo en hel del at kigge på, selvom det lige med det første øjekast ser lidt øde ud. Det var da for øvrigt også hvad vi ventede.Der mødte os det ene store panorama efter det andet. Så når ikke der var rensdyr der løb i vejen, så havde man tid til at nyde disse fantastiske naturoplevelser. Vi fik faktisk lært, at køre rensdyrene af vejen, præcis som en Nordmand. Tæt op bag dem, i højeste beredskab, så man ikke havde risiko for at ramme, og så ellers gøre opmærksom på at man var der. Det var dog ikke hver gang det lykkedes, for havde den gode hr. ren skaffet sig tilstrækkeligt mange "koner", så var han da fuldstændig ligeglad med, hvor lang tid vi havde til rådighed. Når det behagede "herren", så blev der trukket ind på sletten, og ikke et sekund før. Heroppe er det dyrene der ejer vejene, vi andre må måske eller måske ikke, være der. Efterhånden som vi kom frem, så blev vejene lidt smallere, og enkelte steder var det nødvendigt at holde tilbage for modkørende. Ikke fordi der var særlig tæt trafikeret, men de fleste vi mødte, var enten kørende i bus, autocamper o.l. eller havde som vi selv, en campingvogn på krogen. 90 kilometer, ja det tog små 3 timer, med det hele, og så var vi fremme ved tunnellen, der nu skulle bringe os over til øen med Nordkap og byen Honningväg. Denne tunnel er 6,8 kilometer lang, og kommer så dybt ned under havoverfladen som 212 meter. Et spændende stykke vej, at skulle prøve. Man undrer sig over, at man helt heroppe, med forholdsvis tynd trafik om sommeren, og næsten slet intet om vinteren, bygger så dyr en tunnel. Går men ind og ser statistikken, så har der været ca. 43.000 biler på første halve år i 2006.Vi skal da ikke beklage det, så vi betalte med "glæde" (vi kan godt lide gratis veje) hvad der svarer til 356 dkk. for at komme frem og tilbage, og det gik nemt og hurtigt. Vi ankom til Honningväg, og havde bestemt, at vi nok skulle handle, for det lod sig vist ikke gøre længere fremme. Det viste sig at være en god beslutning. Nordkapcentret havde kun et cafeterias og restaurants indhold at byde på. Her foruden en kæmpe gang souvenirs og postkontor, så man kunne få afsendt dokumentation for opholdet. En hurtig gang indkøb, og tilbage på "sporet". Vi ankom til plateauet ca. 13.30, betalte billetten, og kørte ind. Nu kunne vi frit holde her i 2 døgn. Skal man kigge på campingpriser, så kunne det nogenlunde bære regnskab. Det der nok manglede, var faciliteterne fra campingpladserne. Man var glad for at have rigeligt med vand på tanken, rigeligt af mad og drikke, samt eget toilet. Centret havde åbent fra 9 morgen, til 2 nat, så man var uden andet end hvad man selv havde medbragt, de andre timer. Vi havde bestemt os for, at skulle solen og det klare vejr svigte første nat, så tog vi en mere, vi havde dog trods alt dette som et af de helt store ønsker. Temperaturen denne 1 juli, nærmede sig det man i radioen kunne høre var i nærheden af varmerekord, nemlig 22 grader celcius. Rensdyrene var trukket ud på sneen for at kunne holde "kulden". Det havde vi ikke brug for, men skønt var det da, at vejret var i top. Vi gik os en rundtur for at se på hvad der var at opleve, og fik også gået en tur indendørs i centret. Et flot center, bygget med henblik og hensyn til, det naturfænomen der er det primære. Det meste af centret ligger "nede" i klippen, og skæmmer faktisk ikke. Da vi havde trampet lidt rundt, fik vi noget af en overraskelse. Nu drev tågerne tæt, og udsigten var stærkt reduceret, samtidig med, at temperaturen var faldet til 13 grader. Det kunne kun medføre en tur tilbage til campingvognen, og kaffen. Da vi havde ventet på opklaring i et par timer, så blev det bestemt, at man lige så godt kunne nuppe en "morfar", så man var frisk til den lange nat.

Det blev nok til en lidt længere lur end beregnet, for først ved 21.30 tiden kom man op til overfladen igen. Det skyldes måske endda kun, at nu kom de første turistbusser. Det var stadig tåget ud over havet, men næsten klart over land. Busserne blev ved med at vælte ind, så hen ad midnat var der vel 40-50 stykker, og cirka 50 mennesker fra hver, så nu var der liv på plateauet. Vi var denne nat særdeles heldige. Opklaring fra ca. 22.00 og helt klart frem til 03.30. Har man virkelig lov til at være så heldig? Åbenbart. I de 5 timer hvor vejret var helt klart, da stod det også helt klart for os, at turen herop og dette syn, havde været det hele værd. Solen og lyset her, vil altid være noget man husker. For mig måske især. Jeg nødt det så meget, og så længe, uden solbriller, at jeg faktisk i næsten 1 år har haft problemer med lys. Nu er det heldigvis aftaget, og jeg er klar til nordgående ferie igen, men aldrig mere uden solbriller. Det burde efter min erfaring være obligatorisk rejsebagage, men som altid, man bliver klog af skade. Ja Ja, det er altid nemt at være bagklog. Hele problemet gik dog ikke op for en, mens ferien "rasede", der var det jo lyst hele tiden, og solskin de fleste dage tiden. Vi fik dog, som omtalt lidt senere i denne rejsebeskrivelse, også en vel stor mængde regn.

Nå men de der "stakkels" busrejsende, de forlod hurtigt plateauet, så vi kunne daske rundt i fred og ro. Vi var nok de eneste der havde medbragt et løst hus. Alle andre, der blev på pladsen, de var forsynet med autocampere. Man skal dog ikke lade sig afskrække. Det er ikke noget større problem at medbringe campingvognen, så har man lyst, så er det bare om at komme af sted.

Vi fik en god lur til et godt stykke op ad formiddagen, og efter endt morgenritual, ja så bestemte vi os for at drage videre på den nogenlunde planlagte rute. Kursen blev sat mod Alta, hvor vi havde planlagt et par dages ophold. Ikke nogen lang dagsrejse, kun ca. 260 km. En meget smuk tur, men som alting heroppe, så tager den tid. Mange sving, få stigninger, utroligt mange steder med korte stop, for at nyde det ene flotte panorama efter det andet.

Vi ankom til Alta strand camping i god tid til aftensmad og aftenhygge. Her var vejret rigtig godt, så helt frem til kl. 23.30 sad vi udendørs og spillede kort. Ikke i korte skjorteærmer, men en sweater så var man bare helt på toppen. Der blev tørnet ind ved denne tid, for i morgen, ja så var der vedtaget fisketur. Når vi allerede nu, havde denne aftale helt klar, så var det nok fordi den gode pladsmand havde været så venlig at fortælle os om et "lakseeventyr".

Ude i de fleste Norske fjorde, der "dyrker" man laks i nogle kæmpe cirkelformede "dambrug". Denne industri er så stor, at det i en lokalavis stod at læse, at man i 2005 forventede at områdets indtjening på laks, ville blive større end olieindtægterne. En ret fantastisk spådom, når man ser hvordan Nordmændene skovler penge ind på dette sorte guld. Nå men tilbage til det med eventyret. Dagen før vores ankomst, havde en af disse "dambrugere" været så uheldig, at 90.000 laks af pæn størrelse, var svømmet hjemmefra. Hele Alta's fiskende befolkning havde derefter jagtet disse dejlige skabninger, og historien vi fik var, at de formentlig var svømmet ind i bunden af fjorden, for en af disse fiskere havde fanget mere end 100 på bare et par timer. For et par danske lystfiskere, der var det jo "Cacao for øregangen" at høre den slags.

Vi kom af sted på fisketur næste dag, men lykken den kunne tælles på 2 mistede blink og 1 sej fanget. Jo ikke de store sager, men til gengæld fik vi en rigtig dejlig dag med alle naturens foræringer i form af storslået natur, frisk luft, høj klar himmel og solskin. Så kan man bedre klare ikke at have selvfanget middagsmad med hjem. Det blev i stedet til grillet mad af en eller anden slags, og så ellers aftenhygge igen til sent. Vi skulle jo lige nyde at solen slet ikke havde lyst til at gå ned. Tvunget af den kendsgerning at vi i morgen ville fortsætte færden mod Vesterålen og Lofoten, så måtte vi til sidst gå indendørs for at få nogle timers søvn.

04-07-2005 - 06-07-2005

Så blev det tid til afskeden med Alta. Igen kunne man vågne op til høj klar sol og herligt næsten vindstille vejr. Vi koblede vognene på, og dragede derudaf. Vi skulle ud på Norge's største ø Senja, og her skulle vi ned til et lille fiskerleje, hvorfra der om sommeren sejler færge til Andenes på Vesterålen. Ruten hedder hvalruten, hvilket nok skyldes, at man undervejs kan være heldig at møde disse havets kæmper. Da vi vidste, at denne dags færgeafgang ikke kunne nås så tog vi os rigtig god tid til at nyde turen derned af. God og hyggelig lang frokostpause, flere stop for at nyde naturen, og ellers stille og rolig fart langs fjordene. Det er en ganske pudsig oplevelse at køre på en vej, hvor man kan se den anden side af fjorden, og så konstatere at man er næsten 1½ time om at komme derover. Nå det er vel en af de store værdier der er på sådan en tur, så pyt med det. Vi havde jo også set kilometertallet til målet, så om det gik nord, syd øst eller vest, ja så var det den rigtige vej. Vi fandt en storslået plads til middagshvilet, hvor udsigten var særdeles flot. Vi benyttede os lidt af den ret man her har til frit at benytte naturen, dog under ansvar, for ødelægge den med affald, o.l. det er både for dumt og forbudt. Man ser faktisk ikke steder hvor der har været det vi på dansk kalder skovsvin. Det er fantastisk rart.

Efter et velfortjent hvil. gik turen videre mod vest. Vi begyndte at holde øje med skiltene til en campingplads for at kunne overnatte her, inden den sidste bid vej til Gryllefjord. Det lykkedes os nu ikke at finde en plads, så efter en kørsel på, hvad man nok kommer betegnelsen "hønsestier" nærmest, ja så kunne vi stille og roligt stige ned ad fjeldsiden, med en storslået udsigt, til vi var nede i næsten vandhøjde, og ikke mindst, ankommet til færgehavn Gryllefjord. Det er en meget lille by, vi fik oplyst at der boede ca. 450 mennesker, og at man primært levede af fiskeri. Dette skete dog ikke før vi i løbet af aftenen havnede på byens førende restaurant. Tag ikke fejl, der var et helt par stykker.

Vi parkerede på selve havnen og linede op i køen som 1 og 2 bil. Vi vidste færgen ikke var særlig stor, så det var bare med at være her i god tid. 17 timer anså vi for god tid, så vi havde altså masser af plads i kalenderen til at nyde den storslåede natur, det dejlige vejr, og de nye texas-borde på havnefronten. Her blev der linet op med aftensmad og et par kolde pilsnere. Hygge hygge, lige indtil en forsigtig lokal Nordmand kom og hilste på. Han var yderst venlig, men ville dog lige anføre, at det nok var heldigt at den stedlige "sherif" var taget hjem, for det at drikke en øl i fuld offentlighed, og udendørs, ja det kunne afstedkomme en enkelt lille bøde på 2000.- nkr, og vel at mærke pr. næse. 8000 kr. sparet, så blev færgen jo i dette lidt forkvaklede regnestykke pludseligt gratis. hm hm !!. Maden og øllerne blev pakket væk, og vi gik en tur op i byen. Her mødte vi en lille lokal bar, som nok var det vi kunne kalde den førende restaurant i byen. Den anden af slagsen vi mødte, var vel nærmest en grill-bar. Vi steg indenfor og blev hilst velkommen. 4 store fadøl serveret, og så var der nogen af selskabet der ville ryge. Hov hov, i er i Norge. Her ryges ude og drikkes inde, så enhver kan forstå risikoen ved at passere hoveddøren. Selv i dette lille samfund var der konstant myldretid på dette sted. Vi havde en vældig hyggelig aften, og de lokale beboere dem fik vi da hilst på, og fik også med de par stykker der var her, en længere sludder . Ja Ja i skrivende stund kan man jo godt sidde lidt og more sig, men se nu Danmark, vi følger fint trop, og med hensyn til mærkværdige regler, er vi vel snart længere fremme end de fleste har lyst til.

Færgen ankom næste morgen ved 10 tiden, og vi skulle så sejle 11.00. Det blev overholdt, selvom der i nattens og morgenens løb var dukket så mange biler op, at vi havde vor tvivl om alle kom med. Godt vi holdt som 1 og 2. Besætningen pakkede og pakkede, så der ikke var nogen unødige "lufthuller". Alle kom med. Der kunne måske endda have været et par stykker til.

07-07-2005 - 09-07-2005

Så er vi ved at være fremme på Vesterålen, den nordlige del af de øer der ligger på Norges nordlige "hjørne". Vi har haft en meget smuk, måske lidt kold, sejltur over fra Gryllefjord til Andenes. Det er sket med hvalruten, og vi må sige, det er ikke uden grund den hedder sådan. Vi kunne på det meste af turen, godt nok med kikkerten for øjet, se hvalerne i horisonten, når de var oppe for at "blæse". Man havde jo nok håbet at komme tættere på, men det lykkedes ikke. Skal man det, så bør man nok ofre de ca. 800.- Nkr. det koster at tage med på en 5 timers hvalsafari fra Andenes. Hvis det er noget man vil, så husk at tage højde for hvalgarantien. Ses der ikke hvaler første dag, så er næste dags tur gratis. Hvor ofte det hænder, ja det har jeg ikke svar på, men med den pris, så er det nok ikke ofte. Folk der skal med, bør nok hvis der er tendens til søsyge, tage højde for at turen går langt ud i nordatlanten, hvor der uanset vejret, altid står lidt dønning, og dermed er det helt sikkert at skibet vil vippe. Det er i øvrigt en almindelig stor kutter.

Lige i udkanten af byen ligger en campingplads, som lige i farten blot ligner en stor åben græsplæne, med et skur på, og så ellers en fantastisk udsigt. Vi kørte ind her, for at bo en dag eller to, uden de store forventninger. Det var dog ubegrundet. Servicebygningen var bestemt ikke stor, men forholdsvis ny, og endnu bedre, den blev holdt i pæn stand. Vi fik et par herlige dage til at gå med lidt fiskeri fra havnemolerne, dog uden at maden bed på . Der blev også tid til besøg på det lokale museum, der havde interessante ting om de gamle hvalfangere, og hvordan dette meget nordlige samfund havde set ud før i tiden. Lidt utroligt at mennesker overhovedet har bosat sig her under de barske forhold, men det var jo vores held, ellers havde der vel næppe været en by idag. Der ligger også en støøre base i byen, og at dømme ud fra det vi kunne spore op, så er den en del af nato's forsvarskæde, men også en meget vigtig del af den norske rumforskning. Adgang forbudt, så videre information kunne vi ikke opdrive.

En spændende ting her på Vesterålen, er det fænomen at man lige pludselig møder en sandstrand så flot, at man skulle tro det var et helt andet sted på jorden man var landet. Kridhvid, og med et fuldstændig krystalklart hav skyllende ind over i dovne bølger.   Man skal bare ikke lade sig lokke, vandet er bidende koldt. Vi befinder os trods alt omkring 69 ' nordlig bredde, altså et godt stykke nord for polarcirklen. Vandtemperatur max 8 grader. Dog er her p.g.a. Golfstrømmen, isfrit hele året. Uden dog at vide det, var det vores mistanke, at samme golfstrøm gennem årtusinder, har medbragt det hvide sand, for så at aflejre det her ved vendepunktet. Det vil der garanteret være nogle kloge hoveder der vil kunne be-eller afkræfte. Blot en tanke vi fik. Trods den kulde der herskede i vandet, så skulle en af selskabet ud at bade. Man troede det var løgn, men senere i livet er det jo rart at kunne kalde sig "Ishavsbader". Det gik fint, men hurtigt. Man skal lynhurtigt op, for ikke at gå i krampe. Flot klaret. Det blev efterfølgende nødvendigt at skylle efter med et par øller. Ikke så ringe endda. Vi nød et par dage her på stedet, og gjorde så klar til en rejse mod syd, nærmere betegnet til Stokmarknes. En af de sydlige byer på Vesterålen, ca 100 km mod syd. Her holder Hurtigruten til rent administrativt, og de har også museum med en af de gamle hurtigruteskibe stående på land. Det var vores indtryk, at hele byen næsten er bygget op omkring rederiet, idet campingpladsen hørte sammen med et stort hotel og kursuscenter, tilhørende samme rederi. Det er i øvrigt nok også en af de byer der har haft gavn af de store hvalfangster som Norge har gjort i tidernes morgen. Vi gæstede denne by og campingplads i 2004, så vi vidste lige præcis hvad vi kom frem til. En rigtig hyggekrog, lige ned til vandet, og dermed et af de bedste fiskesteder vi mødte. Vi er ikke taget til Norge for at fordrive tiden med fiskeri, men de par gange vi gjorde det, ja da var det særdeles hyggeligt. Her i Stokmarknes, da kom middagsmaden altså op af vandet, blev renset og stegt. Det er den friskeste fiskeanretning jeg nogensinde har fået, og det var alle strabadserne værd. Jeg mener, 3 timer på klipperne, med herlig udsigt, en enkelt kold øl, og så fangstlykke, det er da hårdt, ikke ?   Meget af tiden på sådan en tur som vi kørte, den går altså med at nyde den storslåede natur man møder, og det var selvfølgelig også tilfældet her i Stokmarknes. Der blev siddet mange timer, hvor man bare ikke kunne blive mæt at vejr og natur. Vi havde, som det nok fremgår af alle de billeder der indtil nu er sat på disse sider, et eventyrligt godt vejr med temperaturer der indbød til friluftsliv i skjorteærmer. Det er meget almindeligt på disse kanter midt om sommeren, men, men, man skal altså lige huske vintertøjet også. Får man en kold dag, så er det altså en der kan "bide", med temperaturer under 10 grader, måske helt ned til frysepunktet, hvis man er lidt inde i landet. Det er heller ikke umuligt, at aftenerne bliver lidt køligere, solen går godt nok ikke ned, men med en vinkel over horisonten på ca 8-12 grader, så har den altså mistet noget af sin varmeeffekt.

Vi fik også tid til at gæste museet der rummer historien om hurtigruten og de rederier der gennem tiden har stået for driften. Et spændende sted, hvor toppen af oplevelsen nok var at komme om bord på et af de gamle skibe, "ms Finmarken", som er blevet stillet på land, og nu kan besigtiges næsten overalt indenbords. Jeg tror ikke der var meget mere end os og så et enkelt par mere, der daskede omkring og kiggede nysgerrigt. De fleste kahytter så nærmest ud, som om man forventede gæster indenfor den nærmeste tid, alle køjer var redt op, der lå enkelte løse effekter rundt på bordene, og i det hele taget var det blot mennesker der manglede, for at man kunne få det indtryk, at der ville være afgang om kort tid. På broen lå søkortene klar, med passer og lineal. Dog skal siges at radar og radio var slukket. Rundt i skibet kunne man se, at der skete vedligeholdelse som medens det var i drift. Malerbøtter og rustværktøj var tilsyneladende flittigt i brug. Vi benyttede os også af at der kom et af de aktive skibe ind. En af gæsterne på campingpladsen havde fortalt os, at det kunne lade sig gøre at gå ombord ganske gratis, og være der medens skibet lå i havn. Det var en oplevelse at se et luksusskib i drift. "msNordkapp" hed det, og det har 12 næsten ens søsterskibe, bygget indenfor de senere år. Det sidste nye skib, som netop blev sat ind sommeren 2005 hedder "Midnatssol". (( I 2006 kunne man konstatere at den kæmpe succes som hurtigruten pludselig er blevet til, efter den for bare 17-18 siden var lukningstruet, nu også bliver omsat i krydstogter til så fjerne mål som Antarktis. Et af skibene kunne man også se i Italien som hotelskib for Norsk olympiadedeltagelse.))

Vi havde stadig det herligste sommervejr, så det var ikke ret ofte striktrøjerne blev pillet ud af skabet, endnu !!. Vi bestemte os for, at nu skulle turen videre, og afgang med færgen Fiskebøl - Melbu blev planlagt til næste dag. En lille tur på ca. 50 minutter, og man er , jeg tror nordmændende siger, i Lofoten. Et særpræget naturområde med en syntes jeg, helt speciel klippeform. Vi kørte gennem Svolvær og ned til Kabelväg, for her at lande på Sandvikens camping, En rimelig god plads, og lige ned til vandet, det kunne vi også komme. Vi havde bestemt os for, at Lofoten det skulle være et projekt over flere dage, før vi ville tage færgen til Bodø. Sådan kom det bare ikke til at gå.

Vi mødte nogle landsmænd på campingpladsen som var vildt begejstrede. Nu havde de i 16 dage kun set sol og høj himmel. Det var jo nogenlunde det samme vi havde, dog bare i kortere tid, så det tegnede jo godt. Vi tog i godt vejr ind til Svolvær, hvor det meste af dagen blev fordrevet med gåture, havnebesøg, enkelte restaurantbesøg, og så næsten som sædvanlig, en stor glæde over den natur vi mødte. Det skulle vise sig, at dette blev den sidste dag på hele turen, hvor vejret ikke drillede lidt. Lidt tid til at sidde hjemme på pladsen det blev der da også. Vi skulle jo lige nyde fiskerne komme ind med deres fangst. Campingpladsen husede nogle tyske turister som åbenbart var faste gæster, og næsten "industrifiskere". De havde egne både med, og fiskene de fangede, blev renset og hængt til tørre på stativer, som sjovt nok blev stillet ind i stationcar'en om natten. Den ene havde endda eget vejskilt, så ingen tvivl om at han havde været her før. Vi fik faktisk at vide, at han lå her i ca. 3 mdr. hvert år. Så skal man jo både have god tid, og kunne li' fisk. Der var i Norges lokalblade og på radiostationerne en livlig debat om disse fritidsfiskere. Flere gav udtryk for, at man ville have det stoppet. Ikke lystfiskeri, men stort fiskeri ville man have afgift af. Det er vel egentlig meget forståeligt. Her i skrivende stund ved jeg, at der er indført begrænsninger på mængden af fisk der må udføres fra Norge. Man har ikke ændret på den frie ret til at fiske i det man kalder åbent hav. Der skal fisketegn til det der hedder "laksebærende elv". Vi tog næste dag på en udflugt mod syd, for nu skulle vi se noget af Lofotens flotte natur. Vi havde planlagt en tur hele vejen til Å. Det hedder den faktisk, den lille bitte by, der ligger næsten på sydspidsen. Hele vejen ned møder man havne med "fiskevær". Det er de gamle fiskeres hytter, som står på høje pæle, der nu er moderniseret og så lejes ud som hytte-ferie steder. Lofoten var i gammel tid et af Norge's helt store fiskeriområder, og der fiskes da også stadig meget fra alle havne. Desværre blev denne udflugt noget ændret, da det på det nærmeste piskede ned med regn. Det var absolut ikke nogen fornøjelse at komme uden for bilen, så der blev kun kørt en kort tur, og så ellers gået på et lille museum i en af fiskerbyerne. Herfra kørte vi til Svolvær, for her at se Lofotkatedralen, Vågan Kirke. En gammlel trækirke, indviet i 1898 og plads til ikke mindre end 1200 gæster. Vi trampede lidt rundt i denne kirke, hvor der på væggene hele vejen rundt hængte billeder af de gamle "herskere" præsterne. Det er ikke nogen prangende kirke, men trods alt et spændende besøg. Når man går og kigger på alle disse malerier, så forstår man lidt bedre, hvilken magt en præst har haft på disse kanter i tidligere tider. Barske herrer at se på, og de højere magter til at hjælpe sig med at styre, nogen nok temmelig barske fiskere. Vi oplevede en pudsig ting her i Svolvær. Hele vejen rundt på Nordkalotten er det lykkedes for os, at komme i forretninger hvor øl kunne købes frit (til nogle ikke helt almindelige priser efter vores regnestok) men dog frit, og med en styrke op til omkring 5 %. Men lige netop her, hvor vi faktisk havde brug for at få fornyet forsyningerne, da skulle man på "Ølhandlen", og denne havde selvfølgelig ikke lov at holde åbent lørdag på samme tider som de øvrige handlende. Underligt, men hva' vi er på dette tidspunkt af ferien ikke særligt overraskede over at møde mærkelige forordninger, så det gik jo alligevel.

Vi trak hjem til campingvognene for at holde hyggedag og rådslagning. Regnen gjorde det i hvert fald særdeles uegnet til en tur ned til sydspidsen og hvalbøfferne i byen Å. Ellers noget mine smagsløg havde set frem til, siden vi var der sidste år. Det kan godt være man kan få hvalbøf i Danmark, men er det den slags kulinariske ønsker man har, så gem dem til Norge. Her laves en hvalbøf så den er rigtig lækker, og ikke hverken transmagende eller sej. Vores rådslagning blev stærkt påvirket af vejrmeldingerne, der meldte storm og regn de næste 3 dage. Det blev derfor besluttet, at vores tid på Lofoten var omme, og vi ville rejse videre mod syd. Ærgerligt, for det er et spændende sted at være.

Næste morgen pakkede vi og kørte tidligt ned til færgelejet. Selvom det var søndag, så havde vi en mistanke om, at vi ikke var de eneste turister der opgav, for at søge mod fastlandet, og de bedre vejrudsigter. Vores formodning slog til. Da vi afgik fra Svolvær måtte de sidst ankomne, så vidt jeg husker, 2 biler, efterlades, og tage næste færge. Ikke den stor katastrofe, da man åbenbart også fra færgeselskabet tilsyneladende havde "lugtet lunten" og indsat ekstra færge.

Vi havde en dejlig tur over til fastlandet og blev sat i land i Skutvik efter et par timers sejltur. Vi satte kursen mod syd, og havde vedtaget at vi ville tage et par dage i Trondheim, inden vi skulle helt hjem. Dette kom vi ikke til at fortryde, for de næste 2 dage kunne vi i radioen høre, at på grund af uvejr, så var al sejlads til og fra Lofoten indstillet, og ja, det øsregnede stadig derovre.

Efter færgeturen, så gik det bare der'udaf, ikke med den store hastighed, men støt og stabilt. Vejene fra Skutvik og ind til hovedvej 6, hører med garanti ikke til Norge's bredeste, men det lod sig gøre at komme frem, og dette uden dramatik. Vel inde på 6'eren, mødte vi et marked hvor vi kunne proviantere, så vi var sikre på at kunne få aftensmad. Nu skulle vi jo ud i ødemarken igen, og eneste kendte lyspunkt længere fremme, det var passagen af polarcirklen. Her ligger et stort center, med alt hvad hjertet kan begære af nips, hvis man ønsker et minde om denne overgang væk fra polarområdet, og dermed altså også midnatssolen.


Afgang Svolvær Næste færge Skærgård Svolvær Frokostudsigt Polarcirkelcentret

Vi overnattede på første campingplads syd for "cirklen", og fortsatte dagen efter til Tronheim. Vi gjorde holdt på "Storsand Camping" som ligger stort set midt imellem byen, og lufthavnen. Her havde vi nogle dejlige dage med besøg i byen Trondheim, og ikke mindst et aftenbesøg på kroen "den gode nabo". En hyggelig restaurant beliggende lige ned til Nidelven, og når vejret tillader det, kan man sidde på den udendørs del af kroen, som er en stor "terrasse" der flyder i elven. Efter at have tømt kroen for Tysk øl, til formidable priser, så måtte turen gå tilbage til campingpladsen. Busser var der ikke flere af, så vi måtte finde en taxa. Dette er ligesom i Danmark, særdeles let. Vi forhandlede os til en pris, der lå ca. på det dobbelte af bussen for 4 personer. Ikke så ringe endda. Så vi kom hurtigt hjem. En lille pudsig ting, er vejafgifterne. Da turen ikke gik gennem to betalingssteder, så måtte disse afgifter ikke lægges til prisen. De norske politikere er åbenbart lige så forrykte som de danske. Hvor f..... skal vognmanden skaffe dækning for disse ting, hvis ikke kunderne må pålægges at betale for omkostninger som er relateret til deres krav om destination ???. Nå dette var en taxavognmands lille sidespring. Tilbage til ferien.

Vi havde et par dejlige dage i og omkring Trondheim, men turen var jo ligesom nødt til at gå hjemad, så vi pakkede og forlod pladsen tidligt på formiddagen, og satte kursen mod Oslo. Efter at have kørt gennem nogle skønne landskaber nåede vi sent på eftermiddagen frem til motorvejen omkring Oslo. Vi havde, fordi vi nu vidste vi var på vej ud af Norge, brugt al valuta, på nær de 20 kroner vi hjemmefra havde læst, det kostede i vejafgift. Disse blev betalt ved indkørslen på motorvejen. Enten havde vores oplysninger om prisen været forkerte, eller der var uden redaktionens vidende, kommet et nyt betalingsstykke, for pludselig holdt vi i en ny kø ved et betalingsanlæg. Gode råd var dyre, for valuta nej, men svenske og danske penge ja. Dem ville man bare kun modtage i store sedler, og disse lå i campingvognen. Rolig nu, det var ikke nationalbankens beholdning vi opbevarede, bare en mindre sum, så vi kunne komme hjem. Lige ved dette anlæg, ville man ikke modtage kreditkort. Vi holdt som prop i hullet, og måtte om i campingvognen for at hente valuta til vejafgiften på, hold nu fast, 10 kroner!!!. jeg ved ikke om den opståede kø nu er afviklet, men jeg ved at jeg på dette tidspunkt havde fået nok af Nordmænd og bare trængte til at komme til et "mere civiliseret land" nemlig Sverige. På den nye bro over Svinesund skulle der også betales. 20 kroner, men her havde man da i det mindste mulighed for at betale med kreditkort. ( I skrivende stund ved jeg, at man nu også kan bruge en dansk "brobizz" til betaling i hele Scandinavien. ) Vi kom godt ind i Sverige, og havde brug for en plads til overnatning. Første bud var Ylserös camping lige syd for grænsen. Vi kørte ind på turens dyreste plads, men sandelig også en af de ringeste vi havde mødt. Rodet og lidt dårligt vedligeholdt. Gamle bygninger og ringe badeforhold. Den holdt nok kun stand, fordi Nordmændene i stor stil slappede af her. Fri for deres dobbeltmoralske indstilling til det at nyde livet, og dermed altså også en øl. eller en god flaske vin. Ikke sådan at forstå, at dette var en plads med druk, bare en plads med det der svarer til en almindelig plads som man kan møde dem rundt omkring. Altså mulighed for ren afslapning, og ingen løftede pegefingre. Nu skulle vi kun være her en enkelt nat, og pladsen lå godt i naturen, så vi blev, og gjorde som alle andre, nød det gode vejr, og den skønne natur.

Næste dag gik turen mod syd, og vi havde bestemt os for en enkelt sidste dags ophold i Göteborg. Dette blev dog opgivet, da alle pladser i byen meldte udsolgt. Restan af de tilgængelige pladser lå mere end 30 km fra centrum, og uden kollektiv trafik af betydning. Efter et par gange rudt i byen og omegnen blev kursen sat mod færgen. Her var vi fremme ved 19 tiden. Ovre på den anden side blev der kørt til Skibstrup, og "kløerne" blev sat i jorden. En skøn skøn rundrejse var slut.

Skal man sige noget specielt om denne form for rundrejse, så må det bestemt være, at man hjemmefra skal gøre sig klart, at Nordkap, ikke er noget man bare kører op til. Man skal være klar til at suge en masse naturoplevelser til sig undervejs. Man skal også efter min mening, være klar til at bruge lang tid på turen. Så mærker man ikke den lange tur, og man holder ferie hele vejen. Denne tur blev i første omgang valgt for at slippe for den efterhånden ulidelige trafik på de Europæiske ferieveje. Vi har bare været så glade for dette rejsemønster, at polarkalotten, og måske Nordkap, igen på et senere tidspunkt, skal aflægges et nyt besøg.